Foto: James Emery

 

Har du lidt svært ved at finde rundt i kronologien i evangeliernes opstandelsesberetninger? Forfatter Poul Hoffmann har lavet en sammenskrivning af alle fire evangeliers tekster.

Den tomme grav

Da sabbaten var omme, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs moder, og Salome vellugtende salver for at gå hen og salve ham. De begav sig på vej ganske tidligt, mens det endnu var mørkt.

Men da det gryede ad den første dag i ugen, blev der et stort jordskælv; thi en Herrens engel steg ned fra Himlen og gik frem og væltede stenen bort fra graven og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klædning hvid som sne. Og de, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde.

Da solen var stået op, kommer kvinderne — også Johanna og de øvrige, der var med i Jesu følge — til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt. De sagde til hverandre: »Hvem skal vælte os stenen fra indgangen til graven?« (Den var nemlig meget stor). Men da de så op, ser de, at den var væltet fra.

Så løber Maria Magdalene af sted og kommer til Simon Peter og til den anden discipel, ham, Jesus elskede, og siger til dem: »De har taget Herren bort fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da gik Peter og den anden discipel ud og gav sig på vej til graven.

De andre kvinder var gået ind i graven, hvor de ikke fandt Herren Jesu legeme. Da de stod rådvilde over for dette, se, da skete det, at de så nogle mænd i strålende klædebon hos sig. Da de blev forfærdede og bøjede deres ansigter mod jorden, tog en af englene til orde — han, som havde væltet stenen fra, og som nu sad inde i graven ved den højre side:

»Frygt ikke! Jeg ved, at det er Jesus fra Nazaret, den korsfæstede, I søger efter. Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå!«

Og den unge mand i den lange, hvide klædning vedblev:

»Se, dér er stedet, hvor de lagde ham. Kom i hu, hvorledes han talte til jer, da han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.«

Da kom de hans ord i hu. Men engelen fortsatte:

»Skynd jer hen og sig til hans disciple og til Peter, at han er opstanden fra de døde. Og se, han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham. Se, nu har jeg sagt jer det, som han selv har sagt jer!«

Og de gik ud og flygtede hurtigt bort fra graven og løb hen for at fortælle hans disciple det, men så bange var de — de skælvede og var helt ude af sig selv -, at de tøvede med at sige noget til nogen. De var fyldt af stor glæde, men også af frygt.

Peter og den anden discipel, som Maria Magdalene havde hentet, løb imidlertid begge to sammen, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og kom først til graven. Og han kiggede ind og ser linklæderne ligge der; dog gik han ikke ind.

Da kommer også Simon Peter, som var fulgt efter ham, og han gik ind i graven og så linklæderne ligge der og det tørklæde, som han havde haft over sit hoved; det lå ikke ved linklæderne, men sammenfoldet på et sted for sig selv. Derefter gik da også den anden discipel, som var kommet først til graven, derind, og han så og troede. De havde nemlig endnu ikke forstået skriftens ord, at han skulle opstå fra de døde.

Så gik disciplene hjem igen, undrende over det, der var sket.

Åbenbarelsen for kvinderne påskemorgen

Men Maria Magdalene stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod og græd, kiggede hun ind i graven, og hun ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, en ved hovedet og en ved fødderne.

De siger til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarer dem: »Fordi de har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.«

Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun ser Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus.

Jesus siger til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?«

Hun mente, det var havemanden, og svarer ham: »Herre, hvis det er dig, som har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg hente ham.«

Jesus siger til hende: »Maria!«

Hun vender sig om og siger til ham på hebraisk: »Rabbuni!« (det betyder: mester).

Jesus siger til hende: »Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader. Men gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.«

Så går Maria Magdalene hen og forkynder disciplene: »Jeg har set Flerren,« og at han havde sagt dette til hende. Men da de, som havde været med ham, og som nu sørgede og græd, hørte, at han levede og var set af hende, mødte de det med vantro.

Maria Magdalene, af hvem han havde uddrevet syv onde ånder, var den første, han viste sig for, da han var opstanden. Men også de andre kvinder, som, grebet af frygt, havde skyndt sig bort fra graven, kom Jesus i møde og sagde: »Vær hilset!« Og de gik hen til ham og omfavnede hans fødder og tilbad ham. Da siger Jesus til dem: »Frygt ikke! Gå hen og fortæl mine brødre, at de skal gå til Galilæa; skal de se mig.«

Mens de var på vejen, se, da kom nogle af vagten ind i byen og meldte ypperstepræsterne alt det, der var sket. Og de samledes med de ældste og besluttede at give soldaterne en større sum penge, idet de sagde: »I skal sige: ‘Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov.’ Og hvis det skulle komme landshøvdingen for øre, skal vi stille ham tilfreds og sørge for, at I ikke får ubehageligheder.« Så tog de imod pengene og gjorde, som man havde forklaret dem. Og det rygte spredtes blandt jøderne indtil den dag i dag.

Alt, hvad der var befalet kvinderne, fortalte de imidlertid til de elleve og til alle de andre. Men deres ord syntes apostlene at være løs tale, og de mødte også dem med vantro.

Første åbenbarelse for disciplene: I Jerusalem

Og se, to af disciplene vandrede den samme dag til en landsby, som ligger tresindstyve stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus. Og de talte med hinanden om alle disse tildragelser. Mens de samtalede og drøftede det indbyrdes, skete det, at Jesus selv kom hen til dem og fulgtes med dem. Men deres øjne holdtes til, så de så ham i en anden skikkelse og ikke kendte ham.

Og han sagde til dem: »Hvad er det, I går og taler med hinanden om?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: »Er du alene fremmed i Jerusalem, så du ikke ved, hvad der er foregået dér i disse dage?« Han spurgte dem: »Hvad da?« De svarede ham: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord for Gud og hele folket; og hvordan ypperstepræsterne og vore rådsherrer har overgivet ham til dødsstraf og ladet ham korsfæste. Vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer desuden, at det i dag er den tredje dag, siden det skete. Men også nogle af vore kvinder har forfærdet os; de var ude ved graven tidligt i morges, og de fandt ikke hans legeme, men de kom tilbage og sagde, at de endog i et syn havde set engle, der sagde, at han lever. Så gik nogle af dem, der er med os, hen til graven, og de fandt det også således, som kvinderne havde sagt; men ham så de ikke.«

Da sagde han til dem: »Åh, hvor I er uforstandige og tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt! Burde Kristus ikke lide dette og så indgå til sin herlighed?« Og idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle skrifterne handlede om ham.

Og da de nærmede sig landsbyen, som de gik til, lod han, som han ville gå videre. Men de nødte ham og sagde: »Bliv hos os; thi det går mod aften, dagen hælder allerede.« Så gik han ind for at blive hos dem. Og det skete, da han havde sat sig til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de kendte ham; men så blev han usynlig for dem. Og de sagde til hinanden: »Brændte ikke vort hjerte i os, mens han talte til os på vejen og lukkede skrifterne op for os?«

Så brød de op i samme stund og vendte tilbage til Jerusalem og fandt dér de elleve og deres fæller forsamlede; de holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, og de sagde: »Herren er virkelig opstanden og set af Simon.« Og selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. Men da det kom til stykket, troede de lige så lidt dem, som de havde troet kvinderne.

Mens de talte om dette, stod han selv midt iblandt dem og siger til dem: »Fred være med jer!« Da blev de grebet af angst og frygt og mente, det var en ånd, de så. Men han sagde til dem: »Hvorfor er I forfærdede? og hvorfor opstiger der tvivl i jeres hjerter? Se på mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; føl på mig og se; en ånd har jo ikke kød og ben, som I ser, jeg har.« Og da han havde sagt dette, viste han dem sine hænder og fødder og sin side. Da blev disciplene glade, fordi de så Herren.

Men da de af glæde stadig var vantro og undrede sig, sagde han til dem: »Har I noget at spise her?« Så gav de ham et stykke af en stegt fisk, og han tog det og spiste det i deres påsyn. Og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, som havde set ham opstanden, og sagde til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: alt det må gå i opfyldelse, som er skrevet om mig i Mose lov og profeterne og salmerne.«

Da åbnede han deres sind, så de forstod skrifterne, og sagde igen til dem: »Fred være med jer! Ligesom Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer. Således står der skrevet, at Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der i hans navn skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. I skal være vidner om dette.« Og da han havde sagt det, åndede han på dem og siger til dem: »Modtag Helligånden! Hvem I forlader synder, dem er de forladt, og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet.«

Men Tomas (også kaldet Didymus), en af de tolv, var ikke sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde nu til ham: »Vi har set Herren.« Men han svarede dem: »Hvis jeg ikke får set naglemærkerne i hans hænder, ja, stikker min finger i naglegabene og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«

Otte dage derefter var hans disciple atter derinde, og Tomas sammen med dem. Da kommer Jesus, mens dørene var lukkede; og han stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derefter siger han til Tomas: »Ræk din finger frem, se, her er mine hænder; og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende!« Tomas svarede og sagde til ham: »Min Herre og min Gud!« Jesus siger til ham: »Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set og dog tror.«

Endnu mange andre tegn gjorde Jesus for øjnene af sine disciple.

Anden åbenbarelse for disciplene: På bjerget i Galilæa

De elleve disciple drog derefter til Galilæa, til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham. Men der var nogle, som tvivlede. Da trådte Jesus frem, talte til dem og sagde:

»Mig er givet al magt i Himlen og på jorden. Gå ud i al verden, forkynd evangeliet for al skabningen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som er vantro, skal blive fordømt. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Og disse tegn skal følge dem, der tror: i mit navn skal de uddrive onde ånder; de skal tale med nye tunger; de skal tage på slanger, og hvis de drikker dødbringende gift, skal det ikke skade dem; på syge skal de lægge hænder, og de skal blive raske.«

Tredje åbenbarelse for disciplene: Ved Tiberias Sø

Siden åbenbarede Jesus sig igen for disciplene ved Tiberias-søen, og han åbenbarede sig på denne måde:

Simon Peter og Tomas (også kaldet Didymus) og Natanael fra Kana i Galilæa og Zebedæussønnerne og to andre af hans disciple var sammen dér. Simon Peter siger så til dem: »Jeg tager ud at fiske.« De siger til ham: »Vi tager med dig.« De gik da ud og steg op i båden. Men den nat fangede de ikke noget.

Da det nu blev daggry, stod Jesus ved bredden; dog vidste disciplene ikke, at det var Jesus. Jesus siger til dem: »Mon I har noget at spise, børn?« De svarede ham: »Nej.« Han sagde til dem: »Kast garnet ud på højre side af båden, så skal I få!« Da kastede de det ud, og nu kunne de ikke længere hale garnet ind, så mange fisk var der.

Den discipel, Jesus elskede, siger så til Peter: »Det er Herren.« Da Simon Peter nu hørte, at det var Herren, tog han sin fiskerkjortel over sig (han var nemlig nøgen) og kastede sig i søen. De andre disciple kom med båden, thi de var ikke langt fra land, kun omtrent to hundrede alen, og de slæbte garnet med fiskene efter sig.

Da de nu kom i land, ser de dér en kulild og fisk, liggende derpå, og brød. Jesus siger til dem: »Kom med nogle af de fisk, som I lige har fanget.« Simon Peter gik om bord og trak garnet på land, og det var fuldt af store fisk, et hundrede og treoghalvtreds i alt, og skønt der var så mange, gik garnet dog ikke i stykker. Jesus siger til dem: »Kom herhen og hold måltid!« Men ingen af disciplene vovede at spørge ham: »Hvem er du?« De vidste jo, at det var Herren. Så går Jesus hen og tager brødet og giver dem det, ligeledes også fiskene.

Dette var allerede tredje gang, Jesus åbenbarede sig for sine disciple, efter at han var stået op fra de døde.

Da de nu havde holdt måltid, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes’ Søn, elsker du mig mere, end de andre gør?« Han svarer ham: »Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.« Han siger til ham: »Vogt mine lam!«

Han spørger ham igen for anden gang: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?« Han siger til ham: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Han siger til ham: »Vær hyrde for mine får!«

For tredje gang spørger han ham: »Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« Og han svarede ham: »Herre! du kender alt, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus siger til ham: »Vogt mine får. Sandelig, sandelig siger jeg dig: da du var yngre, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du række dine hænder ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.«

Med disse ord sigtede han til den død, hvormed han skulle herliggøre Gud. Og da han havde sagt det, siger han til ham: »Følg mig!«

Da Peter vendte sig om, så han den discipel følge, som Jesus elskede, ham, der også havde ligget op til hans bryst ved aftensmåltidet og havde spurgt: »Herre! hvem er det, der forråder dig?« Da nu Peter så ham, spørger han Jesus: »Herre, hvordan skal det gå ham?« Jesus svarer ham: »Dersom jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du mig!«

Så kom da dette ord ud blandt brødrene: »Den discipel dør ikke.« Dog havde Jesus ikke sagt til ham, at han ikke skulle dø, men: »Dersom jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer, hvad angår det så dig?« Det er den discipel, som vidner om dette og har skrevet dette; og vi ved, at hans vidnesbyrd er sandt.

Sidste åbenbarelser og himmelfarten

Jesus viste sig for apostlene i fyrretyve dage og talte om, hvad der hører Guds rige til. Han blev også engang set af over fem hundrede brødre på gang, og siden blandt andet af Jakob.

Så engang, da han holdt måltid sammen med apostlene i Jerusalem, bød han dem ikke at vige fra Jerusalem, men oppebie det, som Faderen havde forjættet, »og som I,« sagde han, »har hørt mig tale om. Thi Johannes døbte med vand; men I skal om ikke mange dage døbes med Helligånden.«

Mens de nu var samlede, spurgte de ham og sagde:

»Herre! er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel?« Da svarede han dem: »Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende. Se, jeg vil sende over jer, hvad min Fader har forjættet; men I skal blive her i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«

Så tog han dem med sig ud til det bjerg, som hedder Oliebjerget og ligger nær ved Jerusalem, en sabbatsvej derfra, hen i nærheden af Betania, og han løftede sine hænder og velsignede dem. Og det skete, mens han velsignede dem, skiltes han fra dem, idet en sky tog ham bort fra deres øjne, og han opløftedes til Himlen, mens de så derpå, og satte sig ved Guds højre hånd.

Som de nu stirrede op imod Himlen, mens han får bort, se, da stod der hos dem to mænd i hvide klæder, og de sagde: »I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op imod Himlen? Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himlen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himlen.«

Da tilbad de ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde. Og de var stadig i helligdommen og priste Gud.

Poul Hoffmann

Kilde: Opstandelsen og livet. s. 53-63. - Lohse 1991