Vi kommer nu til noget som egentlig er det modsatte af den fare som vor Herre Jesus beskæftigede sig med i Matt 7,1-5, nemlig faren ved ikke at kunne skelne. Det er ikke svært at se hvordan denne nye fare opstår. Jesu discipel har fået at vide at han skal elske sin næste og elske sine fjender. Han skal afspej­le Guds godhed, den Gud der lader det regne over både retfær­dige og uretfærdige. Han har fået at vide at han aldrig må have en dømmende indstilling. Som følge heraf lurer der en perma­nent fare for at blive holdningsløs, for ikke at ville vide af be­rettigede distinktioner mellem sandhed og vildfarelse, godt og ondt. Han vil måske oven i købet forsøge at behandle alle mennesker på nøjagtig samme måde og således demonstrere en bemærkelsesværdig mangel på dømmekraft. 

Efter at have advaret os mod faren ved at være dømmesyg advarer Jesus os nu mod faren ved ikke at bruge sin dømmekraft, især med henblik på at vælge de mennesker som vi vil delagtiggøre i evangeliets vidunderlige rigdomme. Men hvis vi skal yde denne advarsel i 7,6 fuld retfærdighed, må vi ikke overse at fem vers er møntet på dømmesyge mennesker og kun et på mennesker uden dømmekraft. Denne forholdsmæs­sige fordeling viser hvor den største fare ligger.

Herren Jesus siger: »Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal trampe dem ned med deres ben og så vende sig om og sønderrive jer.« De hun­de der her er tale om, er ikke nuttede, kærlige, kæledyr med logrende hale, godmodige vovser der elsker at blive kløet bag øret. Det drejer sig om halvvilde køtere der strejfer om i ga­derne og i omegnen af byerne med tungen ud af halsen og med burrer i den sammenfiltrede pels, bastarder i flok på evig jagt efter noget spiseligt. Og det palæstinensiske tamsvin var ikke blot en vederstyggelighed for jøder; det stammede sandsynlig­vis fra det europæiske vildsvin og var ikke helt ufarligt. Sam­men repræsenterer de to dyr mennesker som er vilde, ond­skabsfulde og afskyede. Disse to nævnes sammen i 2 Pet 2,22 i en lige så negativ sammenhæng: »Så er det gået dem [visse mennesker], som ordsproget træffende siger: 'Hunden vender tilbage til sit eget bræk,' og: 'Når en so er vasket, vælter den sig i sølet'. 

Jesus tegner her billedet af en mand med en pose kostbare perler; over for ham står et kobbel køtere og nogle vildsvin. Dyrene stirrer sultent frem for sig; manden tager nogle perler frem og strør dem ud over gaden. Dyrene tror det drejer sig om noget de kan spise, og kaster sig over perlerne. Men de bliver straks skuffede; perlerne lader sig ikke tygge og smager ikke af noget. Rasende spytter de vilde dyr perlerne ud og vender sig om mod manden og sønderriver ham. 

Hvis man camperer i ødemarken i Nordamerika, er der en regel som bør overholdes strengt: Prøv aldrig på at fodre bjørnene! Man kan godt fodre jordegern, råvildt, endog prærie­hunde, men ikke bjørne. Hvis ikke de er tilfredse, vender de sig mod den der fodrer dem, og sønderriver ham.

Ved hjælp af billedsproget (som gør denne advarsel endnu mere chokerende end hvis han ikke havde brugt et billede) si­ger Jesus til sine disciple at de ikke må dele de åndelige rig­domme med mennesker der hårdnakket er ondsindede, uan­svarlige og afvisende. Ligesom perlerne ikke blev værdsat af de vilde dyr, men blot ophidsede dem og gjorde dem farlige, således bliver mange af rigdommene i Guds åbenbaring heller ikke værdsat af mange mennesker. Og selvom det er smerte­ligt at se, tjener disse rige sandheder måske også blot til at gøre dem rasende. 

I Det Nye Testamente er der adskillige eksempler på hvor­dan dette princip virker. I Matt 15,14 siger Jesus til sine disci­ple med henblik på visse farisæere: »Lad dem være, de er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, fal­der de begge i grøften.« Ifølge ApG 18,5-6 indstiller Paulus sit arbejde blandt jøderne i Korinth fordi de stiller sig afvisende og spottende. I stedet for vender han sig til hedningerne og forkynder for dem. Paulus anbefaler en lignende fremgangs­måde til Titus med henblik på et menneske der voldte splittel­se i den kristne menighed: »Et kættersk menneske skal du vise bort efter en første og en anden advarsel. Du ved jo, at sådan et menneske er kommet på afveje; det synder, og det har dømt sig selv« ( Tit 3,10-11). 

Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på fem forhold i forbindelse med denne alvorlige formaning. For det første er det ikke nogen tilfældighed at Jesus taler om perler og ikke om småsten. Manden i denne billedlige beskrivelse er i besid­delse af noget meget værdifuldt. Når vi udlægger billedet, ser vi at det gode budskab om Jesus Kristus, med hele historien og åbenbaringen pegende på det, virkelig er en uvurderlig skat. Det er større end ord kan beskrive. Sammenlignet med det blegner al materiel rigdom. Fordi dette er Guds verden, er intet vigtigere for mig end at mine synder er tilgivet, og at han har taget imod mig; og intet er mere vidunderligt end den måde hvorpå Gud fuldbragte dette, nemlig ved at sende sin egen søn for at dø på mine vegne. I sin nåde har Gud givet mennesket en både sand og pålidelig åbenbaring af sig selv ­på et menneskeligt sprog (Bibelen) og i menneskelig skikkel­se (Jesus). Intet, absolut intet, er rigere og mere betydnings­fuldt end dette.

Det andet drejer sig om den dystre kendsgerning at ikke alle vil modtage denne åbenbaring. Nogle forbliver, ligesom hun­dene og svinene over for perlerne, fuldstændig uberørte af denne åbenbaring. Den appellerer ikke umiddelbart til deres smag, og de har ikke andre kriterier at bedømme budskabet udfra. Derfor bliver vi af dette vers forberedt på inddelingen af menneskeheden i to grupper, sådan som Herren Jesus skil­drer det i Matt 7,13-14.

For det tredje forholder det sig ikke blot sådan at nogle ikke modtager denne åbenbaring. For vægten i 7,6 ligger på at Jesu disciple ikke engang skal præsentere rigdommene i denne åbenbaring for mennesker med et ondsindet og afvisende sin­delag. Deres kyniske spot, deres intellektuelle arrogance, de­res forkærlighed for moralsk dekadence og deres opblæste selvtilstrækkelighed gør dem totalt uimodtagelige over for Jesu person og ord. I årenes løb er jeg efterhånden kommet dertil at jeg nægter at forklare kristendommen og at præsente­re Kristus for det menneske som blot vil håne og diskutere og drive spot. Der kommer ikke noget godt ud af det, og der er så mange andre muligheder hvor tid og kræfter kan investeres med bedre udbytte. 

Denne uundgåelige konklusion må afbalanceres med en fjerde betragtning, nemlig at denne formaning af Herren Jesus selv er indsat i en større sammenhæng som kræver kærlighed til fjender og et liv kendetegnet af fuldkommen retfærdighed. Med andre ord betyder den kendsgerning at kristne ikke skal kaste deres perler for hunde eller svin, ikke at de så har frihed til at være ubehagelige og hævngerrige, og endnu mindre at de har lov til ignorere alt det andet som Jesus har lært. Og der er intet i dette vers der retfærdig gør at man forsømmer at af­lægge sit vidnesbyrd med henvisning til at det udelukkende drejer sig om hunde og svin som uden undtagelse er afvisen­de. Mange - måske de fleste - tænkende voksne der er blevet oprigtige disciple af Herren Jesus Kristus, begynder denne pil­grimsvandring med at stampe imod brodden, og ikke så få be­gynder med at spotte. 

Der er mange situationer hvor det er vigtigt at kristne ud­holdende vidner og tålmodigt sår Guds sandhed. Høsten kom­mer når tiden er inde, medmindre vi forinden giver op af fej­hed eller dovenskab. Jesus forlanger at vi udøver dømme­kraft, og kernen i dømmekraft er en viden om at enkle regler ikke kan forventes at levere et ufejlbarligt svar. Også her gør vi vel i at følge Jesu eget eksempel. Det er overordentligt lærerigt at undersøge hans reaktion over for forskellige en­keltpersoner og grupper. Han kan afvise en gruppe (som vi har set ham gøre, Matt 15,14), afskrive en Herodes ( Luk 13,31-­33), udtale dom over hele byer (se Luk 9,51-55; Mark 6,31-­34), tilbyde en Thomas indiskutable beviser ( Joh 20,24-29) og græde over en by ( Luk 19,41-44). Kristne kan ikke bare be­slutte hvilken side af Jesu reaktioner de foretrækker at følge - ­de må følge begge. Jeg har en fornemmelse af at jo kraftigere ens tilbøjelighed er til at følge den ene side på den andens be­kostning, jo større er faren for ubalance, og jo større er be­hovet for at vokse i dømmekraft og ligedannethed med Kri­stus.

Kristne må lære at skønne og at udøve åndelig dømmekraft og derfor lade være med at smide deres perler omkring sig tankeløst og letsindigt; deres adfærd og hele livsførelse kan blive brugt af Gud til at få hundene og svinene til at reflektere. Hvis der er håb for fortabte og forhærdede mennesker, ligger det, som James Montgomery har sagt, »i Guds suverænitet og i den påviselige realitet i et sandt kristent liv«. Mens disse li­nier skrives, blev jeg bedt om at forklare de fundamentale spørgsmål i bibelsk kristendom for en medicinstuderende ved et universitet ikke så langt fra hvor jeg bor. Det er værd at be­mærke at ifølge ham skyldtes hans første tiltrækning til Bibe­len og til Kristus delvist intellektuel nysgerrighed, men især det livsindhold han havde set hos nogle af sine kristne med­studerende. Saltet havde ikke mistet sin kraft, lyset skinnede stadig.

Altså, vi skal være forstandige i vor omgang med den bibel­ske åbenbarings sandheder, for det drejer sig om hellige ting som ikke må smides tankeløst omkring, men tværtimod skal behandles med omtanke, omhu, ansvarsbevidsthed og med strategisk sans. Og det er sandsynligvis legitimt at konkludere at den skønsomhed som denne tekst udtrykkeligt kræver, kun er en del af det mere omfattende ansvar der påhviler os for at udøve dømmekraft.

(Fra "Men jeg siger jer" af D.A.Carson - Credo Forlag 2000 - Shafan 27-05-10)