Skrevet af Jimmy Williams

 

Introduktion

Hvordan ved vi, at Bibelen idag overhovedet er noget nær den oprindelige? Har oversættere gennem århundreder ikke tilføjet, slettet og pyntet på teksterne så det oprindelige budskab er blevet sløret? Dette er ofte stillede spørgsmål for at så tvivl om de kilder vi har den kristne tro fra.

3 fejl man bør undgå

1. Gå ikke udfra inspirationen og ufejlbarligheden i teksterne, når du vil bevise teksternes inspiration og ufejlbarlighed. Lad være med at sige at Bibelen er inspireret og ufejlbarlig fordi den siger den er. Det er et cirkulært ræsonnement.

2. Når du vil forholde dig til de oprindelige tekster, så glem alt om Bibelens nuværende form og se dem som den samling kildetekster fra oldtiden de er.

3. Begynd ikke med moderne autoriteter for derefter at gå tilbage og se om autoriteterne havde ret.. Begynd med selve teksterne.

 

Metode til efterprøvning af en teksts troværdighed

I sin bog, Introduction in Research in English Literary History, beskriver C. Sanders 3 troværdighedsprøver, der bliver brugt i almindelig historieskrivning og litteraturkritik. {1} De 3 prøver er:

• Bibliografisk (d.v.s. teksttraditionen fra den oprindelige tekst og til de kopier og håndskrifter vi har af teksten i dag)
• Indre bevis (hvad siger teksten om sig selv)
• Ydre bevis (om teksten passer med facts, datoer og personer fra samtiden).

Det er måske værd at nævne, at Sanders er professor i militærhistorie - ikke teolog. Han bruger disse tre troværdighedsprøver i sine egne studier af militærhistoriske begivenheder.

Vi vil nu se på det bibliografiske eller tekstlige bevis for Bibelens troværdighed.

 

Det Gamle Testamente

For både gamle og ny testamente er det afgørende spørgsmål: “Når vi ikke har nogen oprindelige tekster eller tekststykker fra Bibelen, kan vi så, ud fra de ældste håndskrifter vi dog har, rekonstruere dem godt nok til at give os et sandt og klart indtryk af virkelige mennesker, steder og begivenheder?"

 

Skriveren

En skriver blev opfattet som en professionel person i antikken. Der var ingen trykkerier, så folk var trænede i at afskrive dokumenter. Opgaven blev oftest udført af en hengiven jøde. Skriverne var overbeviste om at de havde med Guds eget ord at gøre og var derfor yderst påpasselige med afskriften. De skrev ikke bare noget ned forhastet. Den tidligste komplete version af det hebraiske gamle testamente er fra omkring år 900 e.kr.

 

Den masoretiske tekst

I begyndelsen af det 10. århundrede (916 e.kr.) var der en gruppe jøder kaldet masoreter. Disse jøder var pedantiske i deres afskrivning. Deres tekst var udelukkende skrevet med store bogstaver, og der var ingen tegnsætning eller afsnit. Hvis masoreterne fx skulle skrive Esajas af, ville de, når de var færdig med at skrive, tælle alle bogstaverne. De ville så finde det midterste bogstav i bogen, og hvis det ikke var det samme, lavede de en ny afskrift. Alle de afskrifter af den hebraiske tekst vi har fra den periode er bemærkelsesværdigt ens. Sammenligninger af den masoretiske tekst med tidligere latinske og græske udgaver har også vidnet om omhyggelig afskrivning og lille afvigelse gennem den tusindårige periode mellem år 100 f.kr. og 900 e.kr. Fra tiden optil dette århundrede var der meget lidt materiale på hebraisk til at sammenligne med den masoretiske tekst fra det 10. århundrede.
 

Dødehavsrullerne

I 1947 fandt en ung beduinsk gedehyrde nogle mærkelige lerkrukker i nogle grotter nær Dødehavsdalen. I krukkerne var der nogle læderruller. Opdagelsen af disse "dødehavsruller" ved Qumran er blevet hyldede for at være det største arkæologiske fund i det 20. århundrede. Rullerne viser, at et klosteragtigt landbrugskollektiv boede i dalen fra 150 f.kr. til 70 e.kr. Man tror, at da de så romerne invadere, puttede de deres højt værdsatte læderruller i krukker og gemte dem i huler på klippeskrænten nordvest for det døde hav.

Dødehavsrullerne indeholder en fuldstændig afskrift af Esajas bog, en delvis afskrift af Esajas (med meget af Esajas 38-66), og dele af næsten alle bøgerne i det gamle testamente. Størstedelen af delene er fra Esajas og Mosebøgerne. Man fandt også en laset afskrift af Samuelsbøgerne og 2 hele kapitler af Habakkuks bog. Desuden var der flere ikke-bibelske ruller om stiftelsen af kollektivet.

Afskrifterne er dateret til omkring 100 f.kr. Betydningen af fundet - og specielt afskriften af Esajas - blev anerkendt af Merrill F. Unger, da han sagde: "Denne fuldstændige afskrift af Esajas har forståeligt nok været en sensation, da det er det første større bibelske manuskript fra oldtiden, man nogensinde har fundet. Det er især interessant fordi det er mere end tusind år ældre end de ældste hebraiske tekster, der er bevarede gennem den masoretiske tradition." {2}

Den største værdi af disse Qumran tekster er bibelforskeres mulighed for at sammenligne dem med de masoretiske hebraiske tekster fra det 10. århundrede e.kr. Hvis sammenligninger viste mindre eller ingen ændringer i de masoretiske tekster man kunne sammenligne, kunne man gå ud fra at de masoretiske skribenter nok havde været lige så påpasselige i afskriften af de andre bibelske tekster, som man ikke kunne sammenligne med Qumran teksterne.

Hvad fandt man så ud af? En sammenligning mellem Qumran afskriften af Esajas og den masoretiske tekst viste, at der var en ekstrem lighed mellem dem: "En sammenligning af Esajas 53 viser, at kun 17 bogstaver varierede fra den masoretiske tekst. 10 af dem er blot forskellige stavemåder (som det amerikanske "honor" og britiske "honour") og giver slet ikke nogen meningsændring. Der er yderligere fire meget små forskelle som handler om stil snarere end om indhold, så som tilstedeværelsen af en konjunktion. De tre sidste bogstaver er det hebraiske ord for "lys". Dette ord har nogle tilføjet efter "ser han" i vers 11. Ud af 166 ord i dette kapitel, er dette det eneste ord, der er tvivl om. Og det ændrer overhovedet ikke meningen af stykket. Bibelforskere har fortalt, at dette er kendetegnende for hele Esajas bog." {3}
 

Septuaginta

Den græske oversættelse af det gamle testamente, kaldet septuaginta, bekræfter også afskrivernes nøjagtighed som endeligt gav os den masoretiske tekst. Man kalder ofte septuaginta for LXX da man mener, den er skrevet af halvfjerds jødiske lærde i Alexandria omkring 200 f.kr. LXX virker til at være en meget ordret oversættelse fra hebraisk, og de tekster vi har er temmelig gode afskrifter af den oprindelige oversættelse.

Konklusion

I sin bog Can I Trust My Bible konkluderer R. Laird Harris: "Vi kan nu være sikre på, at afskriverne arbejdede med stor påpasselighed og nøjagtighed på det gamle testamente - selv helt tilbage til 225 f.kr. ... det ville bestemt være uoverlagt skepsis, der ville benægte, at vi har det gamle testamente i en udgave, der ligger meget tæt på den Ezra brugte, da han underviste dem, der var vendt hjem fra det babylonske fangenskab, i Herrens ord. {4}

 

Det nye testamente

Bevismaterialet i de græske håndskrifter

Mere end 4.000 forskellige græske afskrifter fra oldtiden, med hele eller dele af det nye testamente, har overlevet til i dag. Disse er skrevet på forskellige materialer.

Papyrus og pergament

Under den tidlige kristendom, var papyrus det mest brugte materiale at skrive på. Disse yderst holdbare rør fra Nildalen var limet sammen (nærmest ligesom krydsfinér) og tørret i solen. I det 20. århundrede har man fundet mange tekstlevn (både bibelske og ikke-bibelske) på papyrus - specielt i det tørre, golde landskab i Nord Afrika og Mellemøsten.

Et andet materiale, man brugte, var pergament. Det er lavet af fåre- eller gedeskind og var meget brugt indtil den sene middelalder, hvor papiret overtog. Der var ikke så meget af det og det var dyrere, så det blev næsten kun brugt til vigtige dokumenter.

Eksempler

1. Codex Vaticanus og Codex Sinaiticus

Det er 2 udmærkede pergament afskrifter af hele Ny testamente tilbage fra 4. århundrede (325-450 e.kr.).{5}

2. Ældre papyrushåndskrifter

Endnu ældre brudstykker og papyrusafskrifter af dele af Ny testamente fra mellem 100 og 200 år (180-225 e.kr.) før Vaticanus og og Sinaticus. De mest interessante af disse er Chester Beatty Papyrus (P45, P46, P47) og the Bodmer Papyrus II, XIV, XV (P46, P75).

Ud fra bare disse 5 tekster, kan vi samle hele Lukas, Johannes, Romerbrevet, 1 og 2 Korintherbrev, Galaterbrevet, Efeserbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet, 1 og 2 Thessalonikerbrev, Hebræerbrevet og dele af Matthæus, Markus, Apostlenes Gerninger og Johannes Åbenbaring. Kun pastoralbrevene (Titus, 1 og 2 Timotheus), Jakobs brev, 1 og 2 Peters brev, 1, 2 og 3 Johannes brev, og Filemon er her ikke.{6}

3. De ældste brudstykker

Det ældste tekststykke vi har idag er nok et stykke papyrus med Joh 18,31-33 og 37. Det bliver kaldt Rylands Papyrus (P52), er fra 130 e.kr. og er fundet i Egypten. The Rylands Papyrus har tvunget kritikere til at datere de fire evangelier helt tilbage til første århundrede og dermed opgive deres tidligere påstand om, at det ikke kunne have været skrevet af apostlen Johannes.{7}

4. Dette tekstmateriale på papyrus og pergament skaber en bro af eksisterende dele og afskrifter af det nye testamente, der rækker næsten helt tilbage til slutningen af første århundrede.

 

Udgaver (Oversættelser)

Oven i disse græske tekster er der mere end 1.000 kopier og dele af det nye testamente på syrisk, koptisk, armensk, gotisk og etiopisk ligesom der er 8.000 kopier af den latinske Vulgata, hvoraf nogle er dateret næsten tilbage til Jeromes oprindelige oversættelse i 384 e.kr.

 

Kirkefædrene

Et yderligere vidnesbyrd om det nye testamente finder man i tusinder af citater skrevet af kirkefædrene (de tidlige kristne gejstlige, 100-450 e.kr), som efter apostlene ledte den nye kirke. Den første af dem var Clement af Rom (96 e.kr.).

Man har fundet ud af, at hvis alle de ovenfor oplistede håndskrifter og udgaver af det nye testamente forsvandt fra det ene øjeblik til det andet, ville det med undtagelse af 15-20 vers stadig være muligt at rekonstruere hele det nye testamente ud fra citater af kirkefædrene.

En sammenligning

Beviset for at det nye testamente var skrevet tidligt er tydeligt. Rigdommen på ny testamentlige materialer bliver endnu mere tydelig, når man sammenligner det med andre tekster fra oldtiden, der er blevet accepteret uden spørgsmålstegn.

Forfatter og værk	Forfatterens tid	Årstal for begivenhederne	Årstal for ned-skrivning*	Tidligste bevarede tekst**	Tid fra begivenhed til nedskrivning	Tid fra begivenhed til tekst
Matthæus, Evangelium	ca. 0-70?	4 f.kr. - 30 e.kr.	50 - 65/75	ca. 200	<50 år	<200 år
Markus, Evangelium	ca. 15-90?	27 - 30	65/70	ca. 225	<50 år	<200 år
Lukas, Evangelium	ca. 10-80?	5 f.kr. - 30 e.kr	60/75	ca. 200	<50 år	<200 år
Johannes, Evangelium	ca. 10-100	27-30	90-110	ca. 130	<80 år	<100 år
Paulus, Breve	ca. 0-65	30	50-65	ca. 200	20-30 år	<200 år
Josefus, Jødiske krig	ca. 37-100	200 f.kr.-70 e.kr.	ca. 80	ca. 950	10-300 år	900-1200 år
Josefus, Jødisk historie	ca. 37-100	200 f.kr.-65 e.kr.	ca. 95	ca. 1050	30-300 år	1000-1300 år
Tacitus, Årbøger	ca. 56-120	14-68 f.kr.	100-120	ca. 850	30-100 år	800-850 år
Seutonius, Levneds-skildringer	ca. 69-130	50 f.kr. - 95 e.kr.	ca. 120	ca. 850	25-170 år	750-900 år
Plinius, Breve	ca. 60-115	97-112	110-112	ca. 850	0-3 år	725-750 år
Plutark, Levneds-skildringer	ca. 50-120	500 f.kr.-70 e.kr.	ca. 100	ca. 950	30-600 år	850-1500 år
Herodotus, Historie	ca. 485-425 f.kr.	546-478 f.kr.	430-425 f.kr.	ca. 900	50-125 år	1400-1450 år
Thucydides, Historie	ca. 460-400 f.kr.	431-411 f.kr.	410-400 f.kr.	ca. 900	0-30 år	1300-1350 år
Xenofon, Anabasis	ca. 430-355 f.kr.	401-399 f.kr.	385-375 f.kr.	ca. 1350	15-25 år	1750 år
Polybius, Historie	ca. 200-120 f.kr.	220-168 f.kr.	ca. 150 f.kr.	ca. 950	20-70 år	1100-1150 år

 

* Hvor der er en skråstreg er den første dato udtryk for konservative forskeres datering og den anden for liberale forskeres. 
**Ny testamentlige håndskrifter er i brudstykker. Den tidligste fuldstændige håndskrift er fra omkring 350. Tidsrummet fra begivenhed til det fuldstændige håndskrift omkring 325 år.

 

Konklusion

Tidligere leder og hovedbibliotekar for det britiske museum, Sir Frederic G, Kenyon skrev i sin bog "The Bible and Archeology" om det nye testamente: "Tidsrummet fra den første nedskrivning og til det ældste bevarede håndskrift er blevet så småt, at det egentlig er ubetydeligt, og grundlaget, for at tvivle på at skriften er den samme som blev skrevet dengang, er væk. Både ægtheden af og den generelle tillid til bøgerne i det nye testamente må anses for bevist."{8}

 

At være skeptisk overfor de 27 bøger i det nye testamente, og at sige at de er utroværdige er at så tvivl om hele antikken, for ingen dokumenter fra oldtiden er så godt bibliografisk bekræftet som dem fra det nye testamente.

B.F. Westcott and F.J.A. Hort, skaberne af The New Testament in Original Greek har også bemærket: “Hvis man ser bort fra sammenligningsbanaliteter som ændring i rækkefølgen, indsættelse eller udeladelse af artikler foran egennavne og den slags, kan den del, der kan sås tvivl om ikke være mere end en tusindedel af hele ny testamente." {9} Med andre ord kan de små ændringer og afvigelseri teksterne ikke ændre nogen større læresætning. De påvirker ikke kristendommen det mindste. Budskabet er det samme med eller uden afvigelserne. Vi har Guds ord.

 

Ambolten? Guds ord.

I aftes kom jeg forbi en grovsmeds dør
Og jeg hørte ambolten synge aftensangen
Da jeg kiggede ind, så jeg på gulvet
Gamle hamre, udslidte efter års banken.

“Hvor mange ambolte har du haft,“ spurgte jeg
"For at slide og nedbryde alle disse hamre?"
"Kun en" sagde han, og med et blink i øjet:
"Det er ambolten der slider hamrene op"

Og så tænkte jeg på ambolten, Guds ord,
Som skeptikere i årevis har hamret løs på.
Selv om lyden af slagene kunne høres,
så er ambolten uskadt ..hammeren er væk.
Ukendt forfatter

 

Noter

1. C.Sanders, Introduction in Research in English Literacy (New York: MacMillan, 1952), 143.
2. Merrill F. Unger, Famous Archaeological Discoveries (Grand Rapids: Zondervan, 1957), 72.
3. R. Laird Harris, Can I Trust My Bible? (Chicago: Moody Press, 1963), 124.
4. Ibid., 129-30.
5. Merrill F. Unger, Unger's Bible Handbook (Chicago: Moody Press, 1967), 892.
6. Ibid.
7. Ibid.
8. Sir Fredric Kenyon, The Bible and Archaeology (New York: Harper & Brothers, 1940), 288ff.
9. B.F. Westcott, and F.J.A. Hort, eds., New Testament in Original Greek, 1881, vol. II, 2.

© 1995 Probe Ministries

Om forfatteren

James F. Williams er stifter og tidligere præsident for Probe Ministeries International. Han tjener for tiden som "Minister at Large". Han besidder en B.A. fra Southern Methodist University og en Th.M. fra Dallas Theological Seminary. Yderligere har han studeret inter-disciplinary doctoral studies (a.b.d.) ved University of Texas i Dallas.

I løbet af de sidste 35 år har han besøgt, undervist og rådgivet på mere end 180 universiteter i USA, Canada, Europa og det tidligere Sovjet unionen. Han har også tjent på fakulteter af det amerikanske, latinamerikanske og europæiske institut for bibelske studier.

 

Hvad er Probe?

Probe Ministries er en non-profit ministry, hvis mission det er at assistere kirken i at fornye de troendes sind med et kristen verdensbillede og at udstyre kirken til at engagere sig i verden for Kristus. Probe udfylder denne mission gennem vores Mind Games konference for unge og voksne, vores 3-minutters daglige radioprogram og vores omfattende hjemmeside www.probe.org

For yderligere information om Probe's materialer og ministery, kontakt os da på:

Probe Ministries
1900 Firman Drive, Suite 100
Richardson, TX 75081
(972) 480-0240 FAX (972) 644-9664
info@probe.org

www.probe.org