Fra  Bibelsk Tro ,
Nr. 2 - 2006.
Af Mikkel Vigilius.

Gud har givet os hele tre kapitler i Bibelen om profeten Bileam. Samlet er han nævnt ca. 60 gange i de bibelske skrifter. Han fremstilles som et advarende eksempel for Guds folk til enhver tid. Både Peter (2 Pet 2,15) og Judas (v.11) advarer os mod at slå ind på Bileams vej. Det er vejen til frafald.

Hvad var Bileams synd?
Grundlæggende bestod den i, at han tilsidesatte Guds enkle og klare ord for at opnå en personlig gevinst. Det er ransagende at se, hvordan det skete. Det skete ved små skridt, næsten umærkeligt, men ikke desto mindre katastrofalt.

Den hedenske kong Balak sender bud til Bileam for at få ham til at forbande Israels folk (4. Mos 22). Udsendingene lover ham en god løn, hvis han gør det, og Bileam er tydeligvis fristet. Men Gud kommer i en drøm og giver ham klar besked:  "Du må ikke gå med dem! Du må ikke forbande folket, for det er velsignet"  (4. Mos 22,12).

Alligevel tager Bileam dagen efter det første skridt ind på ulydighedens vej. Han vil ikke direkte trodse Gud. Det tør han ikke. Men han vil heller ikke som en lydig profet bøje sig for Guds ord, gøre sig til ét med det og myndigt hævde det over for andre. Hans svar til Balaks udsendinge lyder:  "Drag hjem til jeres land, for Herren vil ikke lade mig gå med jer"  (4. Mos 22,13).

Bileam lader ikke udsendingene i tvivl om, at han selv er på deres side. Han kan godt forstå dem, og personligt ville han gerne følge dem, men Herren vil desværre ikke lade ham gøre det!

Hvilken kristen kender ikke fristelsen til at tale på denne måde? Forkyndere møder fristelsen til stadighed. Meget af det, vi skal sige, vækker modstand hos vore tilhørere. Det er svært at tale om Guds vrede og at kalde syndere til omvendelse.

Det er hårdt at give sand bibelsk vejledning i spørgsmål, hvor Guds ord synes ude af kontakt med vor tids holdninger. Vi mærker ikke kun en kritisk reaktion udefra, men også indefra - fra vores eget hjerte og følelsesliv. Og hvad er da mere naturligt end at give udtryk for det i vores forkyndelse:

"Jeg forstår jer godt! Jeg har det på samme måde! Jeg synes også  det er urimeligt og uretfærdigt. Jeg kan slet ikke bære det. Hvis det stod til mig, skulle det være helt anderledes!Men Gud har desværre sagt."

Hvad sker der, når vi taler sådan? Vi får en gevinst! Vi undgår, at modviljen mod budskabet vender sig mod os selv. Vi kan fremtræde som varmhjertede, gode og følsomme mennesker. Så kan det godt være, at vore tilhørere vender sig mod Gud og hans ord, men vi går fri!

Vore tilhørere forstår, at vi heller ikke selv bryder os om det, Gud siger! Vi synes, det er for hårdt. Vi har et bedre og kærligere hjerte end Gud!

Jo, vi opnår en stor gevinst. Men vore tilhørere betaler også en stor pris. De går glip af at møde Gud, som han er! Den Gud, der forener hellig strenghed og evig kærlighed på en måde, som overgår vor erkendelse og ikke kan rummes af vore følelser. Den Gud, som taler både lov og evangelium og mener begge dele! Den Gud, man ikke diskuterer med, men bøjer sig for og giver ret - og derved frelses!

Det er denne Gud, vi er kaldede til at lade mennesker møde i vores forkyndelse. Gør vi det? Eller taler vi så undskyldende om Guds væsen og vilje, at vi indirekte legitimerer kødets modvilje mod ham og giver indtryk af, at det er en sund menneskelig reaktion? I så fald er vi blevet gudsoprørets forsvarere!

Som profet var det Bileams kald at gøre sig til ét med Guds ord og at forkynde det til Balaks udsendinge i hele sin vækkende alvor. Det kunne have kostet ham dyrt, men det kunne også have ført til omvendelse. Nu veg han udenom, værnede sig selv og stillede sig i praksis på sine tilhøreres side - mod Gud.

Den lære, vi skal uddrage er ikke, at vi ikke må føle med vore tilhørere og prædike med tårer, tværtimod! Det gjorde Jesus (Luk 19,41; Joh 11,36). Men hans tårer var ikke udtryk for hans egen indre reaktion mod Guds ord. De var udtryk for en oprigtig nød for dem, som ikke ville høre Guds ord og omvende sig!

Pointen er heller ikke, at vi ikke må være ærlige over for os selv og Gud om vore følelser af modvilje og smerte ved at skulle prædike de anstødelige og dømmende sider af Guds ord.

Jeremias var hudløst og befriende ærlig på dette område (Jer 20,7-18). Men det var ikke noget, han tog frem i sin forkyndelse til de uomvendte! I forkyndelsen gjorde han sig til ét med ordet, og oplevede derfor - som de andre sande profeter og apostle - at modviljen mod Gud rettede sig mod ham. Som David formulerer det: " Mig har spotten ramt fra dem, der spotter dig"  (Sl 69,10).

Dette er vilkåret for enhver sand forkynder af Guds ord. Hvor mange prygl og hvor megen modvilje kunne Paulus ikke have undgået, hvis han havde talt som Bileam? Men det gjorde han ikke, og netop derved mødte mennesker gennem hans ord den levende Gud!

I beretningen om Bileam hører vi videre, at Balak sender andre og mere fornemme udsendinge afsted med løfter til Bileam om en rigelig betaling, hvis blot han vil forbande Israel.

Der er for så vidt intet nyt i deres forespørgsel, og Bileam har én gang fået Guds klare og enkle svar. Men det er fornemme gæster, der kommer, og de taler om en meget stor belønning. På denne baggrund svarer Bileam:  "Bliv nu her i nat; jeg skal få at vide, hvad mere Herren har at sige til mig"  (4. Mos 22,19).

Bileam ved i grunden godt, hvad Gud mener. Han hørte og forstod det ganske klart første gang. Men i samme grad han retter blikket mod muligheden for at blive anerkendt blandt de fornemme og opnå en stor økonomisk belønning, fortoner det sig stadigt mere urimeligt, at denne vej er lukket for ham. Allerede før han har talt med Gud, har han overbevist sig selv om, at Gud må have noget andet og mere at sige, end det enkle og klare: nej!

Hvem kender ikke til denne fristelse? Ønsket om at få Guds ord til at sige noget andet, end det faktisk gør, så vejen åbnes til det, vi ønsker.

Fristelsen bliver dobbelt alvorlig, når den kommer til en forkynder i relation til den lære, han skal formidle til andre. Det koster, at holde fast ved Bibelens enkle og klare ord navnlig på de punkter, hvor det strider mod tidsånden og mod det, som andre vil have os til at sige.

Det kan forekomme så udsigtsløst og meningsløst blot at stå fast og blive ved at sige det samme og opleve, at stadigt flere vender sig fra os, og at stadigt flere døre smækkes i for os. Hvad fører det til?

Omvendt kan vi se for os, at så meget ville blive lettere for os, og mange muligheder ville åbne sig, hvis bare vi kunne få et  'nyt syn ´ på tingene. Det er ikke, fordi vi vil tilsidesætte og opgive Bibelen som norm og autoritet. Vi forstår os selv som bibeltro, og det vil vi gerne kunne blive ved med.

Men jo mere vi ser på mulighederne, jo mere vokser Bileams tankegang sig stærk i vores sind, og gradvist bliver vi overbevist om, at det faktisk er muligt at få Gud til at sige noget andet og mere end det, han én gang har sagt!

Der er mange alvorlige og ransagende sider af Bileams historie.  Men det uden sammenligning mest alvorlige er, at Gud giver Bileam det svar, han vil have! Bileam kender sandheden, men han vil ikke vide af den Gud, som siger nej!  Han vil have en anden gud, en gud, som siger ja.  Og så får han det! 

Gud giver ham hen til løgnen, og lader ham tro det, han vil.  Han siger til ham, at han har lov at gå med dem, som vil have ham til at forbande Israel.

Bileam er lykkelig. Han får det, som han vil! Nu ligger vejen åben, og han går glad af sted. Men han har fået Gud imod sig - uden at vide det! Et æsel bliver hans redning fra Guds straffende engel og fra døden (4. Mos 22,23).

To steder i GT møder vi det samme rystende og ransagende udsagn om Gud:  "Du er oprigtig mod den oprigtige, men over for den falske forstiller du dig"  (2. Sam 22,27; Sl 18,27).

Går vi til Guds ord med en målsætning om at få Gud til at sige noget andet, end det, vi allerede har hørt og erkendt som sandheden, så er vi inde på falskhedens vej. Da kan Gud handle med os, som han handlede med Bileam. Han forstiller sig, og lader os høre det, vi selv vil. Han giver os hen til løgnen.

Netop sådan vil Gud handle i de sidste tider, siger Paulus.  Over dem, som ikke har taget imod " kærlighed til sandheden",  vil Gud sende vildfarelsens magt, " så de tror løgnen"  (2. Tess 2,10-11).  Noget værre kan man næppe forestille sig: at se løgnen som sandhed og have Gud imod sig - uden at vide det!

Bileam fortsatte ad ulydighedens vej og endte som en åbenbar forfører (4. Mos 25; Åb 2,14). Men vejen begyndte med disse små og næsten umærkelige skridt: uvillighed til at gøre sig til ét med Guds ord og uoprigtighed i tilgangen til Guds ord.

Må Gud bevare os mod Bileams vej og fastholde os i et oprigtigt og lydigt forhold til sit ord!