Fra "Frygt Gud".
Af Karl K. Riis.

Det er ikke svært at blive enige om, at gudsfrygten har trange kår i dag. Bibelen kalder det "hårde tider", når egoismen sættes i højsædet og bliver rådende. I 1. Mos. 20 er der fortalt om et alvorligt fald i Abrahams liv. Han er bange for sit liv og siger om sin kone Sara, at hun er hans søster. Da han bliver irettesat af den hedenske konge, Abimelek, siger han:

"Jo, jeg tænkte, der er nok ingen gudsfrygt her på stedet, og så vil de slå mig ihjel på grund af min kone." 1. Mos. 20,11.

Mangler gudsfrygten i et folk, bliver livet fyldt med mange onde ting, for onde kræfter gør livet vanskeligt. Den gode frygt afløses af en ond frygt, som det skete for Abraham.

Sammenhængen mellem det indre og ydre liv er tydelig. Den plads, Gud får i et folk, og så det liv, de lever, hænger uløseligt sammen. Menneskers livsførelse afspejler tydeligt, hvad der bestemmer og sty­rer dem. Vort forhold til Gud kan ikke alene aflæses i vort forhold til hans ord og bud! Det kan også aflæses i vort forhold til synd. Lades den levende Gud ude af betragtning, får det følger.

Gudsfrygten er blevet hjemløs på jord! Dagligt kan vi høre eller læse om manglende arbejds- og forretningsmoral, og vel ikke uden grund. Vi har fået begrebet økonomisk kriminalitet, vi har forsikringssnyd og sort arbejde. De frie forhold mellem kønnene har medført, at ægte­skabet har mistet sin hellighed. Det betyder ikke noget, om vi er gift, før vi begynder at leve sammen som mand og hustru, og utroskab er spændende.

Sætter vi focus på dette, kan vi ikke undgå at spørge efter årsagen til, at det er sådan. Da er det første, som springer os i øjnene, at menne­sker flest blæser på, hvad Gud siger. Tidligere havde det trods alt en vis betydning. Da jeg var ung, kunne vi også diskutere og være ueni­ge, men havde vi et ord fra Bibelen, som tydeligt gav til kende, hvad Gud ville, da var det rettesnor, selvom mennesker sagde noget andet. Sådan er det ikke i dag. Da kan mennesker sige, at de godt ved, at det, de gør, er i strid med, hvad Bibelen siger, men det vil de ikke være for­pligtet af.

Det medfører, at på område efter område sker der i dag ting, som tidligere var uhørte! Naturligvis ved jeg, at der også tidligere var ugu­delighed og umoral. Det er der mange eksempler på, og det må vi ikke glemme, men vi er i disse år vidne til et enormt skred, som be­står i, at moralbevidstheden i vort folk ændres. Syndigheden får sit bifald både i levemåde og accept. Herrens apostel siger, at der ender det, når mennesker løsgør sig fra Gud:

"De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø; alligevel lever de ikke bare selv sådan, men bifalder også" at andre gør det." Rom. 1,32.

Årsagen til dette er løsrivelsen fra Gud, det kalder Bibelen gudløshed, som er det modsatte af gudsfrygt. Den skildrer også, hvordan denne gudsløshed kommer til udtryk: Det regnes ikke for noget værd at ken­de Gud! Sandheden byttes ud med løgnen. Man dyrker skabningen frem for Skaberen. Den skabning, der dyrkes mest, er mennesket, og hvor er der megen menneskedyrkelse. Mennesket lever ikke for Her­ren, det lever for sig selv!

Når mennesker lever, som om Gud ikke eksisterer, da indtager de selv Guds plads; de bliver deres egen gud og herre. Det er, hvad der langt på vej er sket de sidste par generationer. Vi kalder det sekularisering eller verdsliggørelse. Når det sker, har vi ikke noget, som kan dæm­me op for syndigheden, mennesker hengiver sig til utugt og perversi­tet.

Det kan lyde som en moraliserende jammertone, og Gud fri os fra den. Jeg er heller ikke ude efter billige undskyldninger. Dem er der nok af! Det er tidens skyld, siger nogle, for vi lever i endetiden, så det kan ikke være anderledes. Men det er en forflygtigelse af vort ansvar. Tiden som sådan vil altid være som de mennesker, der hører hjemme i den tid. Det er os selv, vi, der lever i tiden, der bærer ansvaret!